|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 21:04:59 GMT
Det var sent. Egentlig var det ved at være meget sent. Af en eller anden grund havde Rose ikke kunne sove. Ikke at hun virkelig havde givet det en speciel god chance, hun var stået op og taget sit tøj på igen. Eller i hvert fald det meste af det. Hun havde ikke fuld påklædning. Ærlig talt, hvem gad binde et slips for at tage ud i løbet af aften. Langt de fleste ville alligevel ligge og sove nu, der ville næppe komme nogen og minde hende om at hun ikke så ordentlig ud i tøjet.
Først havde Rose plan ikke været at forlade sit værelse, men de fire vægge havde virket så omklamrende, at hun til sidst havde forladt værelset. I lang tid havde hun gået rundt i korridorende. Men der var så stille på hele akademiet at hendes trin gav genlyd og virkede utrolig højlydt. Hun frygtede hun ville vægge nogen, og ende med ballade eller generelt bare en scene- så efter at have gået hvileløst rundt havde hun besluttet sig for at forsøge sig at finde et tomt lokale eller sådan noget.
Selvom Rose havde været på akademiet var hun stadig ikke kendt, og hun havde ikke styr på hvor alt ting lå- så da hun havde håbet på et lokale af en art havde hun ikke forventet at det første hun ville finde var mere eller mindre en stue. Det måtte være den opholdstue hun havde hørt der var for elever. Uden nogle speciel tøven kig hun ind.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 21:10:37 GMT
Det viste sig at hans forudsigelse af angstanfaldet var korrekt. Han kunne ikke tgae ud at ride nu når det var så mørkt, så han havde forladt stalden og besluttede sig for at gå indenfor igen, for søvn var ikke noget der ville komme til ham. Lægerne sagde at han skulle have været vokset ud af sine angstanfald, men nej, han var endnu ikke vokset ud af dem, og de kloge hoveder havde mere eller mindre fortalt ham at ville døjes med det resten af livet nu.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 21:15:21 GMT
Mere eller mindre listene bevægede Rose sig rundt i det store lokale. Hun holdt armene omkring sig selv. Bange for at røre noget. Hvilket et sted var virkelig dumt, lige netop dette rum var for eleverne og alt her inde var jo til for at blive brugt. Der hang en tung lugt i rummet, tydeligvis fra den brændeovn der havde været gang i det meste af aftnen, men mere eller mindre kun var gløder nu. Det gav et dunkelt lys. Lyset var rart, det var ikke for voldsom for øjne. Gangene havde været helt mørke, ikke et eneste lys havde der været, ikke ud over det som månen kastede ind, men når månen ikke var fuld var det begrænset hvor meget lys det egentlig blev til.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 21:22:22 GMT
Han gik hen mod opholdsstuen, der var sikkert ikke nogen, og der kunne han crashe på en sofa indtil i morgen tidlig. Men nogen var kommet ham i forekøbet. Han kunne ikke rigtigt se hvem det var siden alt lys var forsvundet. Han rømmede sig still for ikke at forskrække hvem det nu end var. Han ville selv sætte pris på at nogen gjorde ham opmærksom på en andens tilstedeværelse. Specielt fordi det var temmelig uhøfligt at forskrække andre.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 21:28:02 GMT
Rose troet hun var alene om at være oppe på denne tid, så da der pludselig lød en rømmen, blev hun forskrækket. Ikke sådan at hun hoppede op eller fór sammen, men hun spændte op i hele kroppen af ren forskrækkelse; Uden videre omtanke fløj et enkelt ord ud af hende:
"Undskyld."
Hun fik sig rimlig hurtig vendt rundt og imod døren i stedet. Hun havde vel ikke gjort noget forkert i at bevæge sig rundt i korridorene- og det var jo heller ikke der hun var nu, men hun huskede ikke alle reglerne på akademiet. Men det var ikke en af professorene der stod i opholdstuen. Det var i og for sig en stor lettelse. Selvom Rose nu følte sig en anelse forlegen, og hun kunne mærke hvordan blodet steg hende til hoved. Det var heldigvis for mørkt i rummet til man ville kunne se den lyserøde farve der var kommet frem på hendes ellers blege hud.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 21:33:48 GMT
"Du behøver ikke sige undskyld for min skyld. Faktisk," sagde han og begyndte at gå hen til, som han på stemmen genkendte, Rose. "Var det nok på plads at jeg undskyldte over for dig, Det var ikke min mening at forskrække dig." Han satte sig så ned i den sofa der var tættest på Rose. "Hvad laver du oppe så sent? Eller tidligt, alt efter hvordan du ser på det."
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 21:40:45 GMT
Rose følte sig lidt lettet, for selvom hun følte sig dum over sin meget pludselige undskyldning, for ingen ting, var det trods alt ikke det værste hun kunne have gjort.
"Vane. Tror jeg."
Sagde Rose og forsøgte at lyde lidt henkastet, i et forsøg på at virke mindre kejtet. Da han kom nærmere var det endnu tydeligere at genkende. Rose havde haft en fornemmelse af hvem det havde været, men hun havde ikke været hundrede procent sikker. Men det næsten helt hvide hår og de meget klare øjne var ikke helt til at tage fejl af, end ikke i kun så svagt lys.
"Jeg kunne ikke sove."
Rose lagde armene om sig selv og rykkede sig en anelse nærmere sofaen som Lyall netop havde indtaget. Hun satte sig dog ikke, men blev stående. Stadig teede hun sig, som var hun bange for at rører noget i rummet. Lyall der imod havde indtaget det med maner som ejede han det. Han virkede så afslappet, og det fik kun Rose til at virke endnu mere anspændt.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 21:48:00 GMT
Lyall nikkede, "samme her, jeg kunne heller ikke sove." Og han turde ikke ligge sig til at sove fordi han var bange for at få endnu et angstanfald. "Er du okay? Fryser du?" Det så nemlig ud som om det lille skin frøs. Eller også var det bare en måde at holde sig selv sammen på. Hvad vidste han, ikke noget. "Vil du sidde?" Spurgte han og klappede let sædet ved siden af sig, hun skulle da i det mindste have tilbudet.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 21:55:12 GMT
Det var ikke specielt normalt at Rose havde svært ved at sove, normalt sov hun ganske udmærket, det skete dog af og til, og nok kunne det ske for alle, at søvnen ikke rigtig ville komme. Rose havde en fornemmelse af at det var på grund af det hele her endnu var så nyt, og det ikke føles spor hjemligt.
For et øjeblik drog Rose tanker lidt rundt med hende, men hun blev rykket ud af dem igen da Lyall talte. Eller rettere sagt spurgte hende om hun var okay, om hun frøs og hun ville side. Det var utrolig mange spørgsmål på kort tid.
Rose svarede ikke i første omgang men gik helt hen til sofaen og satte sig. Dog med noget mere afstand end forhold til hvor han havde henvist. Dette kom af dårlige erfaringer.
"Jeg fryser ikke."
Hun svarede ikke ikke helt på alle hans spørgsmål. Og dog 2 ud af tre var vel en begyndelse. Hun havde ikke svaret ham verbalt på det sidste, hun havde besvaret hans spørgsmål ved at sætte sig- dog med en stor afstand, så stor som den nu kunne blive i samme sofa. Hun svarede på et ud af de to andre spørgsmål han havde stillet. Ikke for at være uhøflig hun kun havde svaret på den ene, men hvad hun skulle svare til det andet. Om hun var okay? Fysik var hun vel helt fin. Så vidt hun vidste ikke syg, hun følte sig i hvert fald ikke syg og hun havde ikke nogen fysiske skader. Alligevel følte hun sig ikke hel tilpas, men der kunne være mange grunde til dette, og ingen var Rose helt kommet frem til var grunden. Så at skulle besvare det ene lille spørgsmål ville ikke for hende være et ja eller nej svar. Hun kunne som men sige ja, og så var det ude af verden, men at lyve var vel ikke en særlig høflig ting. Ikke at det altid afholdt hende; hun løg så men sjældent, men fordrejede af og til sandheden hvis nødvendigt.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 19, 2016 9:46:24 GMT
Rose havde en stor afstand til ham, men det gjorde ikke noget. Han kunne sagtens tage hendes små særligjeder hvis hun ville læse for ham igen. Det mindede ham om hjem. "Hvor længe har du været her?" Det fik han ikke spurgt om sidste gang. Han foldede sine ankler og kiggede på Rose. Det var svært at læse hendes ansigt nu hvor det var hyldet ind i skygger.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 19, 2016 10:22:42 GMT
I tavshed kiggede Rose blot for noget tid med Lyall. Ind til videre havde han ikke gjort hende noget, overhoved, men alligevel følte Rose sig mere på den sikre side med afstand. Hun havde før taget fejl af andre. Eller fejl og fejl, hun vidste jo godt hvad de mange forskellige møder hendes forældre og onkler havde kastet hende ud i, havde handlet om.
Det var først da Lyall brød tavsheden Rose så væk. Hun havde ikke bemærket selv at hun uviden blot havde siddet og kigget på ham, men uden rigtig at se ham.
"Nogle dage."
Rose vidste godt at akademiet var startet op for en måned siden, og lidt mere, men Rose havde ikke været skrevet op den gang og der ved ikke stået til at skulle starte. Det havde jo egentlig heller aldrig rigtig været meningen, men efter flere år var det som både hendes forældre og hendes onkel havde opgivet håbet om at Rose ville finde en ægtefælle der kunne rette op på moders fejltagelser. I stedet havde hendes onkel sørget for det næstbedste der kunne ske. Ikke Rose lige nu kunne se sig selv som værende en rytter. Ærlig talt, var hun faktisk en anelse bange for disse sølvheste.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 19, 2016 10:40:49 GMT
Hvis hun kune havde været her i nogle få dage, så etød det vel at hun kun var tyve år gammel. Det var i hvert fald den alder de fleste her startede ud i. Lyall havde selv været her i fire år, og havde knytte et godt bond med Thalia efter kun et halvt års træning. "Hvorfor startede du ikke sammen med de andre på din alder?" for hvis hun kune havde været her et par dage, så havde hun ikke været med indvielsen af de nye elever.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 19, 2016 10:49:53 GMT
Rose bed sig i læben. Hans spørgsmål kom vel ikke bag på hende, men hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Hun kunne vel give sig til at uddybe det for ham, men han var fremmede og hvad ragede hendes personlige ting ham? Og ville han i virkeligheden overhoved vide det. Efter lidt tid træk Rose på skulderen og besvarede ham kort:
"Det er en længere historie."
Det var det, eller det kunne sikkert godt gøres kort, men lige nu virkede det som det bedste svar hun faktisk kunne give ham. Selvom Rose var tilfreds med hun var sluppet for den allerførste tradition her på stedet, vidste hun også godt at hvis hun skulle blive det, ville hun skulle igennem det før eller siden. Højst sandsynligvis først til næste år. Rose tvivlede kraftigt på at de ville opsætte alt blot for at hun kunne indvies i den frie tunge, som de kaldte det. Selvfølgelig ville hun få det svært i at lærer det sprog der blev brugt i sammenhæng med sølvhestene- for ikke at sige stort set helt umulig.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 19, 2016 11:00:13 GMT
Lyall nikkede blot. Det var hendes valg om hun ville dele hendes historie. Han lænede sig godt tilbage i sofaen og krydsede anklerne. "Hvad syntes du så om stedet indtil videre?" for Lyall havde det være hårdt at efterlade sin mor alene oppe i den lille landsby i bjergene. Men de breve der blev sendt frem og tilbagehjalp på det, også selvom han var fireogtyve var det en god trøst.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 19, 2016 11:08:15 GMT
Det var rart at han ikke fiskede efter at hører mere. Rose kunne holde sit private liv for sig selv på den måde. Ærligtalt var det nok heller ikke specielt spændende at høre om. I sin forstand var det sådan set helt normalt. Det var nok bare Rose der ikke rigtig passede ind i den kategori hun var havnet i. I stedet stillede han nu et nyt spørgsmål. Et spørgsmål Rose havde stillet sig selv flere gange allerede, men ikke rigtig kommet frem til nogen holdbar mening. Dog besvarede hun ham alligevel med mere end blot et træk på skulderen:
"Jeg er ikke helt sikker endnu, men her er vel okay."
For ikke lade emnet dø, og vise bare en lille smule interesse for at lærer Lyall at kende- ikke at det var noget hun var specielt god til- alligevel vidste hun det var ret uhøflig kun at lade samtalen gå den ene vej:
"Har du været her længe?"
Spørgsmålet kunne lyde utrolig oprigtigt, men om hun virkelig var det vidste hun ikke. Rose havde stadig den overbevisning om hun havde det bedst selv og at det var helt fint for hende at være alene og ikke kende nogen. Måske Rose sociale færdigheder ville have set anderledes ud, hvis hendes forældre var blevet boende ved hendes onkel og ikke fundet deres eget sted. Så havde hun da haft sin fætter hun havde kunne vokse op med. Måske det havde kunne hjælpe? Måske ikke. Måske var Rose blot skabt til ikke falde i de sociale roller.
|
|
