|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 19:35:30 GMT
Lyall var ved at springe op i luften af glæde da os spurgte om hun skulle læse for ham. Det var den bedste gave han havde fået længe. "Hellere end gerne," svarede han og lagde sig så ned i græsset, armene bag hovedet, og med lukkede øjne så han kunne se alle de små tegninger for sit indre øje. Det var så længe siden nogen havde tilbudt ham et eventyr.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 19:43:30 GMT
Hans reaktion var nok noget voldsommere end Rose havde forventet, også selv om han holdt sig tilbage. Rose var ikke lige frem særlig god til at læse andre, men hun forstod da lidt. Måske var det fordi det var meget tydeligt at han blev glad. I de fleste situationer ville Rose ikke være i stand til at sætte sig ind i andres humør, men lige dette kunne hun. Hun ville nok have haft det på samme måde, hvis det havde været omvendt, og det var hende der var blevet tilbudt at høre eventyret blive læst op.
Igen var der en antydning af et smil at finde hos den ellers lige nu forholdsvis udtryksløse Rose. En antydning der nemt kunne være blevet til et helt og oprigtigt smil, men det famlede igen lige så hurtigt og atter en gang erstattet af vanen af at bide sig selv i læben.
Som han havde havde lagt sig i græsset havde Rose bladret tilbage i bogen, helt tilbage til begyndelsen. Der var intet i at starte midt i bogen. Og der med begyndte hun at læse.
"Hvor det dog kedede Alice at sidde sammen med søsteren dernede ved søen - uden at have noget at tage sig til! Et par gange havde hun kigget i den bog, søsteren var i færd med at læse, men der var ingen billeder i den og heller ingen samtaler ...
Og hvad fornøjelse har man af en bog uden billeder, og hvor personerne ikke snakker med hinanden? tænkte Alice.
Man kunne jo give sig til at binde kranse, men var det så morsomt, at det var umagen værd at rejse sig op og plukke bellis? Mens Alice således sad og tænkte frem og tilbage (så godt hun kunne på grund af varmen, der gjorde hende sløv og søvnig) - opdagede hun pludselig en hvid kanin med røde øjne. Den løb lige forbi hende ..."
Der var ingen fejl i hendes højtlæsning, som man nok ville have fundet hos de fleste, og selv Rose kunne lave fejl, men lige netop denne bog havde hun læst så mange gange at hun ikke selv erstattede ordende der stod skrevet med de ord hun forstillede sig ville stå.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 19:50:29 GMT
Lyall var død og kommet i himlen. Selvom Rose ikke havde den samme fyldige stemme som hans mor havde, så var det stadig himmelsk for ham at få læst Alice i Evenyrland op for ham. Han håbede så at dette ikke ville blive sidste gang. Måske hvis han kunne blive venner med Rose, så kunne hun også hjælpe ham med sine breve til sin mor, så professorne ikke behøvede at bruge deres tid på ham.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 19:57:20 GMT
"Det var ikke særlig mærkværdigt, og Alice syntes heller ikke, det var særlig overraskende, at kaninen sagde til sig selv: "Ih, du glade verden! Jeg kommer for sent!" - Da hun tænkte på det bagefter, syntes hun ganske vist, at hun burde være blevet forbavset, men lige i øjeblikket betragtede hun det som noget meget naturligt, at kaninen kunne tale. - Men da den også tog et ur op af vestelommen, kiggede på det og skyndte sig af sted, sprang Alice op, for nu slog det hende, at hun aldrig nogen sinde havde set en kanin, der både havde vest på og et ur, den kunne tage op af lommen. Alice blev vældig nysgerrig og løb bag efter kaninen, tværs over marken. Hun nåede lige netop at se den smutte ned i et stort hul, der var under hækken."
Rose forsatte med at læse højt. Og egentlig kunne hun have forsat med at læse længe; men i takt som de kom igennem det første kapitel begyndte lyset fra himlen at svinde, og det blev svære og svære at se de nedskrevne ord.
Først havde Rose ikke bemærket at solen allerede var ved at forsvinde fra himlen, den havde været på vej ned siden hun havde sat sig her ud. Om sommeren bemærkede man det ikke, det var først lige pludselig at det gik stærkt og alt lys var væk. Hun fik læst det hele første kapitel færdig, inden hun langsomt men sikkert lukkede bogen i.
"Beklager, men det for mørkt til jeg kan læse mere."
Hun ville ellers genre have forsat, det var sådan med Rose at hun foretrak at læse, ofte var fantasien bedre end hendes virkelighed. Hun ville ønske det var omvendt. Mange ville mene hun ikke havde noget at klage over, men det var deres mening.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 20:04:23 GMT
Lyall klukkede her og der, og grinte oprigtigt da kaninen var ved at komme for sent. Men daRose lukkede bogen åbnede han øjnene, og blev også selv overrasket over at klokken var blevet så mange at solen var gået ned. Han satte sig op og strakte sig så hans ryg gav et lille pop. "Mange tak Rose," sagde han oprigtigt og smilede stort til hende. "Kan vi.. øhm.. kan vi gøre det igen?" spurgte han mens han så ned i jorden. Det var lidt noget andet at spørge Rose end det var at spørge en professor.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 20:18:55 GMT
Rose havde som sådan ikke været speciel opmærksom på Lyall imens hun havde læst. Hun havde hørt hans klukken af og til, men havde alligevel ikke rigtig bemærket det. Trods hun havde læst højt- som var en forskel fra hendes sædvanlige læsning, var hun alligevel sunket ind i forfatterens univers og atter lukket virkeligheden ude; i hvert fald ind til hun havde lukket bogen i.
Et smil kom frem, et lille et, men stadig et smil. Mere end blot en antydning, kom frem fra Rose læber da han takkede hende for oplæsningen. Han havde værdsat det. Alt andet ville også have været fornærmende. I hvert fald hvis man spurgte Rose.
"Selvfølgelig."
Hans spørgsmål havde vel vagt en glæde hos hende. En form for det i hvert fald. For selvom Rose stadig var overbevidst om at hun havde det helt fint alene, havde det været rart at dele historien med en anden.
Med en let flydende bevægelse kom Rose på benene. Jorden var begyndt at blive kold og en anelse fugtig, så det var nok på tide at vende næsen ind ad.
Som hun havde rejst sig knurrede hendes mave. Rose forsøgte at ignorer det. Hendes sult var kommet tilbage til hende, men hun måtte vente til morgenmaden en gang imorgen tidlig. Hvis den da ikke ville forsvinde igen så snart hun nærmede sig spisesalen. Hun besluttede sig for at ville tænke så lidt på mad som overhoved mulig ind til da. Det ville nok hjælpe på at ignorer den tomme mave.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 20:23:36 GMT
Lyall var ekstatisk over at Rose havde sagt ja til at de kunne gøre det igen. Det var næsten det bedste der var sket hele dagen. Ingen slog en ridetur på Thalia. Han kunne så hører Roses mave knurrer. "Vi kan plukke et æble til dig, hvis du vil have et?" det kom ud som et spørgsmål istedet for en opfordring.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 20:28:12 GMT
Selvfølgelig havde han hørt hendes mave knurre. Nu havde det heller ikke været en hel lavmeld lyd, men hun havde vel nok håbet det kunne være gået ubemærkethen, selvom han forslag om at plukke et æble var tiltalende, og hun var nok aldrig selv kommet frem til at det ville være en god idé. Mest fordi hun var van til at sådan noget gjorde man ikke bare. Ikke i andres haver! Nu var akademiet blevet hendes hjem, men det var ikke sådan Rose følte det, og hun sig selv mere som en gæst end som noget andet.
"Måske det ville være en god idé."
Fik Rose frem efter lidt tid. Ikke at æbler mættede som sådan, men lidt ville det hjælpe, og hvis hun spiste det langsomt. Rigtig langsomt og tykkede godt på hver bid kunne hun snyde sin krop til at tro den var mere mæt end den egentlig var.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 20:38:14 GMT
Lyall nikkede med hovedet, og samlede så sit gete skrov op, han kunne smide det ind i busk, så kunne nogle mus eller fugle få glæde af kernehuset. Han gik målbevidst hen til et a træerne, for der voksede hans yndlings æbler. Han plukkede et og gik så tilbage til Rose med det. "Værs'go." Sagde han med et smil.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 20:45:11 GMT
Rose blev stående. Mest fordi hun ikke rigtig havde fået orienteret sig ordentlig på akademiet. Der var få ting hun havde styr på hvor var. Det hele ville nok komme i takt med tiden ville gå. Da Lyall gik, overvejede Rose at følge efter. Men hvad hvis nu han blot ville gå ind og lade sig fordufte for aften, ville det også være mærkeligt hvis hun fulgte efter. Det viste sig han havde valgt at være en gentleman, og Rose kunne kun føle sig en anelse dum og forkælet over nu blot have stået passivt ved træet. Hun tog uden tøven imod det æble han rakte hende.
"Tak."
Hun spiste ikke af det med det samme. Hvorfor hun havde svært ved at spise når der var andre, specielt når det var nogen hun ikke kendte eller i hvert fald knap kendte. Rose havde sin bog i den ene hånd og æblet Lyall plukkede for hende i den anden. Hun stod lidt, og måske i alt virkede hun sådan lidt akavet, før hun løftede den ene hånd i lav gestus som beskæftigelse på de ord hun sagde:
"Jeg tænker jeg vil gå ind ad nu."
Et sted kunne hun bare være gået, og så var det det, men af en eller anden årsag virkede det utrolig uhøflig, og selvom Rose tit havde tænkt, at hvis hun nu var uhøflig og opførte sig dårligt over for andre ville hun blive ladt alene- som hun endnu var overbevidst om passede hende helt fint.
Rose stod stille en anelse før hun begyndte at gå. Væk fra det træ hun havde søgt tilflugt under det meste af dagens sidste timer og aften med nu.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 20:50:45 GMT
"Det var så lidt," sagde Lyall. Han burde egentlig også være på vej ind. Men nu overvejede han om stalden ikke ville være det bedste for ham i nat. Han led af natlige angstanfald - han kunne side op og skrige uden at være helt vågen. Det var væmmeligt, men han huskede heldigvis aldrig rigtigt hvorfor han vågner op skrigende, det sker bare. Og så var det rare at sove i stalden hvor der ikke var nogen til at hører ham, udover Thalia og hendes artsfæller. "Vi ses!" Sagde han og begyndte så at gå i retning mod staldende.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 20:56:31 GMT
Rose form for afsked var ikke andet end et lille smil. Eller mere antydningen af et frem for et rigtig smil. Hun havde godt nok selv sagt at hun uden videre gerne ville gentage oplæsningen, en anden gang, i det sig selv havde vel været nok til at afskeden vi ses havde været passende, men ordende kom ikke over hendes løber. Et helt almindeligt farvel kom dog heller ikke. Mest fordi Rose anså farvel som det sidste farvel. Når det ord var talt var det ikke meningen man nogen sinde skulle støde på hinanden igen. Så det virkede i Rose hoved forkert at bruge.
Hvorfor det ikke helt var en lettelse da de gik hver til sit, havde Rose svært ved at sætte ord på. Hun havde jo lige fra start af håbet han blot ville have passeret hende, forsat uden så meget som at tale til hende. Nu hvor begav sig ind i den store forhal var den lettelse hun havde forventet det ville være at blive alene igen, ikke kommet til hende. Hun trak lidt på skulderen før hun løftede hånden hun havde æblet i. Nu hvor hun var alene, kunne hun ikke vente med at sætte tænderne i det og få bare lidt mad i maven- også selvom det kun var et æbel.
- Out
|
|
