|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 15:46:11 GMT
Der var ikke koldt, ikke endnu. Men det var den sidste tid på sommeren, og snart ville solens varme forsvinde og efterår og vinter ville tråde frem; de varme lange dage ville snart blive erstattet af kolde regnfyldte. Mens der endnu var lunt og fugle endnu kvidre lystig i træernes toppe, havde Rose besluttet sig for at læse udendøre. Hun havde taget ly under et stort og enligt træ midt i gårdhaven. Hun sad begravet i en verden af ord og alt fokus var for et øjeblik langt væk fra virkelighedens verden. Ordende der var skrevet ned var hendes tilflugtssted. Et sted hun altid sikkert kunne flygte til og undgå at se virkeligheden i øjne, om det så kun var for et øjeblik, var dette noget af det Rose satte stor pris på.
Man skulle tro en pige som hende ellers havde et nemt, ensformig og rigt liv. Og måske, sammenlignet med andre, havde hun det også. Hun var ikke fattig og manglede ikke noget som penge kunne købe. Til gengæld manglede hun alt andet.
Venskaber var ikke noget Rose kendte, faktisk havde hun det meste af sit liv været alene; ikke at hun var fuldkommen alene, hun havde en fætter og sikkert flere andre familie medlemmer langt væk, som hun ikke kendte til. Ud over sin mor, far og onkel og få gange sin egen fætter, havde Rose kun mødt af de bejlere hendes forældre og også hendes onkel havde set som værdige nok til at løfte det slør fra familien, som Roses mor havde lagt over dem. Indholdsrigt kunne man ikke sige at hendes hverdage havde været, og nok havde hendes liv forsat i samme ensomme mønster, hvor hun gang på gang måtte skuffe sin familie, hvis ikke det var fordi hendes onkel havde fået hende ind her: Her på Akademiet.
I stedet for at forholde sig til de mange blandede følelser om at være her, havde hun valgt at tage afstand fra virkeligheden og flygte. Det var ikke fordi Rose var utaknemlig over at have fået denne mulighed, som kun meget få blev budt. Dette var også langt bedre end det alternativ hun havde levet i- men ingen at disse ting havde været noget hun havde ønsket.
Mange ville måske våge at påstå Rose var forkælet og et utaknemmelig barn, måske hun også var det: Der skulle takke sig mange gange for at være født ind i en adelig slægt- trods det kun var på hendes moders side. Hun fik både pænt tøj og masser af spise. Der ud over var hun smuk og ung, og burde kunne vælge lige den mand hun ønskede- også selvom hun ikke ønskede en.
Måske var Rose heldig, men hun sammenlignede ikke sit liv med andres, hun vidste blot at det ind til videre var gået over hoved på hende, og hun knap havde haft en chance for selv at bestemme noget som helst.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 17:30:54 GMT
Det var blevet koldere udenfor, men det gjorde ikke rigtigt noget, for der var ikke noget bedere at ride i den kølige luft. Lyall havde lige puttet Thalia på stald efter en god ridetur, og besluttede sig at gå tilbage gennem haverne. Han havde sprunget aftensmaden over, så han ville se om han kunne snige sig ind i køkkenet. Han havde gjort det før, blevet ude og ikke spise bare af ren og skær forglemmelighed. Lyall rakte armene i vejret, og strakte sig, han havde været ude og ride det meste af dagen, for i dag havde han ikke rigtig nogle pligter, så professorerne kunne ikke blive sur på ham for at spilde dagen væk.
|
|
|
|
Post by Admin on Aug 18, 2016 17:40:36 GMT
Præcis hvad tid det var på dagen var Rose endnu uvis om. Det var længe siden hun havde besluttet sig for at droppe tumultert og larmen i spisesalen. Det var ikke sådan hun ikke havde været sulten, det havde hun været, i hvert fald lige ind til hun havde nærmet sig salen og hørt alle stemmerne fra de andre elever- og med et havde hendes appetit været væk. Mængden af fremmede havde nok afskrækket hende, og i stedet havde hun søgt tilflugt ude. Hvor længe hun nu havde siddet begravet i bogen hun allerede flere gange havde læst. Men eventyret fangede hende. Det var nok hendes yndlings bog, også selvom hun efterhånden kendte den ud og ind.
Som kapitlet sluttede, tog Rose sig tiden, før hun bladrede til næste side, lige at kigge op. Måske havde det været fornemmelsen af ikke at være alene længere, der havde fået hende til at se op, eller måske blot tilfældighed- men hun var ikke længere helt alene i den store gårdhave. Fra den ene ende kom en spinkel byggede dreng, eller mand- det var svært at vurdere, gående.
Det var kun et øjeblik Rose kiggede, før hun vendte blikket væk. Det var uhøflig at stirre på andre, og det var jo ikke sådan hun forventede eller ville håbe på den fremmede kom hen til hende. Nok snare omvendt. Rose havde det fint alene- eller det var i hvert fald hvad hun selv troede og mente.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 17:53:22 GMT
Efter at have gået forbi æble træerne, hvor han havde nakket et saftigt æble, fik han øje på en pige i gårdhaven. Han kiggede på hende da hun kiggede, hvorefter hun hurtigt kiggede ned i sin bog igen. Lyall var nysgerrig, og besluttede sig så for at gå hen til hende. Hvis hun ikke ville have selskab kunne han jo bare gå igen, men noget sagde ham at lige præcis denne pige havde brug for at blive snakket med. Da han kom tættere på hende var det tydeligt hun var ny. Lyall havde været her i 4 år og kendte de fleste ansigter, men han kunne ikke sætte navn på denne blonde pige. Uden at blive inviteret satte han sig ned foran hende, "God aften." sagde han og rettede på sine briller som var ved at glide ned over næsen på ham.
|
|
|
|
Post by Admin on Aug 18, 2016 18:02:41 GMT
Rose havde svært ved at koncentrerer sig om at vende tilbage til sin bog, men hun forsatte med at lade som om hun læste, alt imens hun lyttede til de fodtrin der nu nærmede sig. Han kunne lige så godt bare passere, hun sad trods alt ret centralt her. Selvom trængen til at kigge op igen, gjorde hun det ikke, men forsatte med at lade som om hun læste på den første side, selvom hun nu havde siddet og læst den samme sætning igen og igen, uden den rigtige havde hængt ved. Hun vidste at så snart hun var alene igen, kunne hun bedre koncentrere sig igen og hun kunne synke ned i eventyret og for et øjeblik blot være til, uden at skulle bekymre sig om noget.
Sådan blev det så ikke helt. For selvom lyden af fodtrin forsvandt, var han ikke væk. Tvært imod. Over kanten af sin bog kunne hun skimte hans ben. Hun bed sig i læben. Uden videre havde han taget plads over for hende. Igen kiggede hun op fra sin bog, mest for ikke at være uhøflig. Høflighed sad dybt på rygraden ad hende. Hun var trods alt godt opdraget.
"Hej."
Rose stemme var ikke speciel tydelig og hendes hilsen kunne vel have været mere høflig, men hun undrede sig lidt. Havde det været omvendt, og han havde været den der havde siddet alene under et træ og læst, var hun blot gået videre. Måske kigget en enkelt gang, men så ikke mere end det. Han havde gjort stik modsat af hvad hun ville have gjort selv, og det kom bag på hende. Rose prøvede for lidt tid at vurdere meningen bag dette, men kom ikke frem med noget særligt sandsynligt. Nok hendes manglende evne på at sætte sig ind i sociale færdigheder.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 18:09:51 GMT
Lyall smilede over hele femogtyve øren. Han havde da i det mindste fået et hej ud af hende. "Jeg har ikke set dig her før, er du ny?" det kunne også bare være at han havde glemt hendes ansigt. Ikke sandsynligt, men det kunne godt lade sig gøre at han havde glemt et ansigt. Han lod sin ene hånd køre gennem hans choppy hvide hår. "Mit navn er Lyall Hall." og så måtte han så se om ville introducere sig selv.
|
|
|
|
Post by Admin on Aug 18, 2016 18:19:16 GMT
Lige nu kunne de have næppe have set mere forskellige ud; han smilede fra øre til øre og Rose smilede overhoved ikke. Han virkede oprigtig glad og energisk, og Rose sammensunket og gemt væk.. stille.
Han stillede da et spørgsmål. Rose havde næsten troet det var åbenlyst. Hun var ny, og endda nyere end de fleste. Hun var startet set, mest fordi det havde taget hendes onkel så lang tid at overtale Ravenwoods ledene; så ny at hun dette år var sprunget over den ting hun set allermindst frem til. Hun havde ikke speciel meget lyst til at skulle have skåret den streng over der var under tungen. Da hun først havde hørt om det, havde hun forsøgt at nappe i den med sine negle, og det havde gjort virkelig ondt. Nu var der næsten et helt år til hun skulle udsættes for det. Ikke at nogen andre her på stedet så ud til at gå særlig meget op det, det kunne jo selvfølgelig også være de havde det, for en måned siden.
Rose nikkede som svar på hans spørgsmål. Hun kunne vel godt have været høflig og svaret ham verbalt, men af en eller anden grund fandt hun det ikke nødvendigt. Det kunne godt være hun var opdraget til høflighed og maner- men det var der jo i virkeligheden ingen her der vidste.
"Rose.. Rose Valley."
Da han havde præsenteret sig selv, følte hun dog ikke hun kunne tilbage holde høfligheden. For uforskammet ønskede hun heller ikke at være. Så hun fulgte hans eksempel og præsenterede sig ved navn, fuldenavn også lige frem. Ikke at hendes efternavn var verdens kendt. Faktisk var det knap nogen der ville ane hvilken familie det egentlig var. Et sted var Rose glad nok for netop dette. Ingen ville vide hvilken slægt hun ellers var en del af, og på den måde kunne hun mere eller mindre være forholdsvis anonym.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 18:28:19 GMT
"Rose," sagde han og smagte lidt på ordet. Jo det lød nu ikke så skidt, og det klædte hende. Han tog en bid af sit æble, "Jeg håber ikke det gør noget jeg spiser?" måske ville hun anse det som meget uhøfligt. Ikke at han troede hun ville have det store problem, det var jo bare et lille æble. Han kiggede op på det træ de sad ved, og et lille blad dallede ned og lande i Roses hår. "Unskyld mig," sagde han og forsigtigt tog bladet ud af hendes hår, han håbede bare at hun ikke ville blive sur over at han var kommet så tæt på hende.
|
|
|
|
Post by Admin on Aug 18, 2016 18:35:35 GMT
Rose sagde ikke noget, men rystede i stedet på hoved. Han skulle stå frit for at spise. Det gjorde ikke hende noget. Måske havde flere anset det som værende uhøflig, og hvis ikke det havde været et æble, men noget helt andet, ville det nok også have været. Men igen, det var blot et æble. Det var jo sådan set ganske naturligt at gå og spise af alle mulige andre steder end i en spisesal.
Tavst sad hun, mest fordi hun ikke anede hvad hun skulle sige, og det var jo også ham der var kommet til hende. Hun havde haft det fint nok hvis han bare var gået videre. Det havde ikke gjort hende noget- Rose var stadig overbevidst om hun havde det helt fint alene. Hun ville nok havde siddet sådan længe; hvis ikke det var fordi han lige pludselig, godt nok med et undskyld mig, rakte ud efter hende. Rose stivnede og havde hun kunne havde hun nok bakket; men hun sad i forvejen med ryggen helt op af træets stamme. Hun havde nok, hvis ikke hun havde holdt sin bog i sit skød verbet ham væk, men inden hun nåede det var han væk og det blad, hun ikke havde bemærket var faldet ned i hendes hår lige så.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 18:39:26 GMT
Lyall havde noteret hvordan Rose stivnede da han fjernede bladet fra hendes hår. "Det er jeg ked af," sagde han og tog endnu et bid af det saftige æble. Ærgeligt Thalia ikke var her, hun ville have elsket et saftigt æble. Men noget der ikke kunne slås af hendes yndlings spise var appelsiner. Det svinede forfærdeligt, men hun elskede det, så han kunne ikke lade være med at give det til hende. "Hvad læser du?" spurgte han efter noget tid i stilhed. Måske skulle han egentlig bare gå, men Rose virkede are så ensom, og det gjorde helt ondt indeni at tænke på.
|
|
|
|
Post by Admin on Aug 18, 2016 18:49:41 GMT
Rose kunne vel have spillet fornærmet eller sur og på den måde måske ødelægge den eneste mulighed for social liv- ikke at det var et stort ønske; men det var harmløst og det havde ikke været for at krænke hendes personlige rum at han havde rakt ud, det havde ned ikke været for at røre hende. Det havde været for at fjerne et enkelt lille blad.
"Det gør ikke noget. Tak."
Det ville vel have været uhøflig ikke at takke ham, nu hvor hun tænkte over det. Hun kunne nok have gået rundt med et blad i håret i noget tid, hvis ikke han havde fjernet det. Ikke at det havde gjort noget besynderligt, et blad var ganske harmløst. I hvert fald fra dette træ var det. Rose var overbevidst om at akademiet havde for længst fået fjernet alle former for farlige planter- i hvert fald fra haverne.
Rose famlede lidt med sin bog da han spurgte hvad hun læste. Hun kiggede ned på siden, som havde hun brug for lige at læse, hvad det egentlig var for en bog.
"Alice i eventyrland."
Det kunne godt være det egentlig var et eventyr for børn, men Rose fandt den stadig spændende og lige så fangene som da hun havde været lille. Og nok hendes kæreste eje. Dette var en af de bøger hun havde taget med sig. Hendes moder havde forsikret hende om, at det ikke var nødvendigt for hende at tage hele hendes samling med, efter som det bibliotek der var på akademiet havde rigeligt.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 18:56:04 GMT
Hvis Lyall havde været en hund ville han have logret med halen, og ørene spidse oppe i vejret. "Det er en klassiker!" sagde han med entusiasme. Hans mor havde læst den til ham da han var lille. Det var ikke noget han selv ville kunne læse, for vher gang han prøvede dansede bogstaverne for øjnene af ham. Han havde meget svært ved at læse, og hver gang han fik et brev fik han en professor til at læse det højt for ham. Ellers ville han aldrig få af vide hvad der skete hjemme, han fik også hjælp til at skrive sine breve tilbage til hans mor.
|
|
|
|
Post by Admin on Aug 18, 2016 19:03:58 GMT
Rose havde nok ikke forventet at nogen som helst andet end hende ville blive entusiastisk over netop denne bog, som hun selv følte en stor glæde over og af. Hvis hun kun, kunne vælge en enkelt bog i hele verden, ja så ville det være netop denne. Hun havde allerede læst så mange gange, at hun var stoppet med at tælle.
"Så du har læst den?"
Det var nok et dumt spørgsmål. Hvis hans udtryk var at det var en klassiker, havde han vel nok læst den. Lang de fleste havde eller havde fået den læst. De fleste børn kendte til netop dette eventyr. Der var også mange flere, men lang de fleste hun havde hørt da hun var barn forblev en del af barndommen og ville aldrig komme til at følge hende som denne. Mest fordi de ikke havde fanget hende på samme måde.
|
|
|
|
Post by Lyall Hall on Aug 18, 2016 19:08:47 GMT
"Ikke sådan rigtigt," sagde han og trak på skuldrende ."Min mor læste den højt for mig da jeg var lille." Han havde nok allerede glemt det meste af bogen nu, for det var meget længe siden, og hans mor havde læst et utal af bøger op for ham. Men hans yndlings var Alice. Mest fordi der var en masse sjove episoder i den med den gale hatte mager. Han tog den sidste bid af sit æble, og lagde kernehuset på jorden ved siden af sig, så var der en chance for at han huskede at få det i en skraldespand når han rejste sig igen.
|
|
|
|
Post by Rose Valley on Aug 18, 2016 19:20:14 GMT
Måske Rose blev en anelse skuffet, da han sagde han ikke rigtigt havde læst den. Hun havde næsten forventet at han havde. Men han han kendte eventyret, han moder havde læst det for ham da han havde været lille. Rose kiggede igen ned på sin bog. Alice i eventyr land havde ofte været hendes tilflugtssted. Et sted var det nok ironisk. Hun pillede lidt ved kanten af bogen. Af den var næsten lige så gammel som hende var den forholdsvis vedligeholdt. Jo den havde små ridser og den var falmet en del i farven; men den var ikke ved at gå fra hinanden. Ikke at Rose ikke blot ville kunne købe et nyt eksemplar hvis hun ønskede- men det var som om det ikke være gøre det godt nok. Som om en anden bog, af den samme bog ikke ville være god nok. Svagt, men også kun svagt og også kun i et kort øjeblik, kunne antydningen af et meget lille smil ses. Det forsvandt lige så hurtigt som det havde været der, og var erstattet af en vane man ofte så Rose gøre; hun bed sig i læben.
Hun så der efter op på Lyall, hun ikke havde helt så meget imod længere som før.
"Skal jeg læse for dig?"
Det var måske mærkeligt at spørge om, men nu hvor han alligevel sad her, og han havde haft den entusiasme over bogen.. Rose fortrød lidt sit spørgsmål som hun havde sagt det, det var mærkeligt! Det var ikke kun et måske. Og det var forsent at tage ordene tilbage.
|
|
